En forvandlingshistorie
- om frygt og helbredelse

Meditation3I den sidste tid er jeg blevet draget til livserfarne menneskers kloge visdom ind i mine egne opdagelser om frygt og helbredelse. Eller med andre ord mænd og kvinder, der har levet et langt liv og gjort store forskelle i mange menneskers liv, og nu også i mit.

Over de sidste 10 år har frygt været en alvorlig gæst i mit liv, som jeg har måttet forholde mig til på forskellige niveauer. Først fik jeg diagnosen torticollis, en kronisk og progressiv sygdom med udsigt til et mere og mere dårligt liv i mine øjne dengang. Det lykkedes mig at finde en nogenlunde vej i livet med torticollis. Jeg vedblev med at passe både deltidsarbejde og egen klinik samt familie med 4 sammenbragte børn, og levede næsten konstant med smerter. Jeg nægtede at overgive mig til at være syg.

Den næste bølge kom så i 2012, hvor jeg fik brystkræft og var igennem et skræmmende forløb med operation, kemo og strålebehandling. Jeg trådte ind i en ny verden, spækket med frygt og ensomhed. Heldigvis kom jeg igennem det også, og vendte tilbage til livet igen i en meget klogere udgave, men stadig rystet i min grundvold over, hvor hurtigt livet kunne vende på en tallerken og hvor elendigt man kan få det.

I 2016 stod jeg overfor mit livs største udfordring med æggestokkræft stadie 4 (som meget få overlever). Jeg var igennem to rigtige store operationer og kemo, for i 2017 at få at vide, at kræften var helt væk. Selvom frygten denne gang så sandelig også var en kendt følgesvend var det med en helt anden ro bagved. Jeg formåede at leve livet gennem det hele og det meste af tiden stråle som en sol af livsglæde. Temmelig forunderligt set i bakspejlet. Mit bedste eksempel er, da jeg skulle have kemo nr. 4 og jeg sad i skrædderstilling i sengen og plaprede løs med en kær veninde. Vi havde jo hele 3 timer at snakke i, og det var en stor glæde. Ude i venteværelset sad der en mand, der kunne kigge ind på min stue, og han sad med kæben helt nede i skødet og kiggede på mig tænkende noget i retning af (tror jeg): Hvordan kan man være her og se så strålende og livsglad ud?

Mine mange alvorlige udfordringer, og ikke mindst min evne til at finde vejen ud i livet igen, har givet mig lyst til at skrive en artikel om frygt til alle der rammes af alvorlig sygdom.

Når man rammes af frygt, mærkes det som om alle celler i kroppen fyldes af sorthed og det eneste man kan gøre, er at flygte fra sin krop, og prøve at rumme det et andet sted fra. Jeg har til tider taget mig selv i at se og mærke, at jeg sad til en samtale, hvor jeg fik de dårligste nyheder, og samtidig kunne kigge på mig selv udefra og se hende, der havde det så uendeligt svært og tænke: ”Det skal nok gå – det her er bare noget du MÅ igennem – du kan ikke andet”. Men hold fast, hvor har jeg rystet af skræk ind i mellem!

Frygt kan udvikle sig til frustration og vrede. Det ved jeg om nogen. En dyb frustration over livets uretfærdighed, og en vrede der går indad: Hvorfor har jeg fået det her, hvad har jeg gjort forkert, hvorfor blev i et dårligt ægteskab i så mange år m.v. Eller en vrede der går ud af: Hvorfor havnede jeg altid i jobs, hvor stressniveauet var højt og undertiden med de mest forfærdelige chefer, hvorfor spiste vi grøntsagerne i haven, når vi boede ved siden af en batterifabrik, osv…. Listen kunne blive rigtig lang, men jeg har faktisk aldrig brugt meget krudt i den retning. Fra den store håbløshed og det bagudvendte blik ændrede noget sig i mig og er i langt højere grad blevet til en dyd og inderlig taknemmelig for

  1. Jeg lever! Måske var det at jeg blev taget med tang under fødslen årsagen til torticollis. Ingen ved det. Men alternativt ville jeg ikke leve i dag, og måske heller ikke min mor. Så det er jeg inderligt taknemmelig for.
    Med den genfejl jeg har, som har givet mig kræft to gange, ville jeg måske i dag slet ikke være født. Mange med min genfejl får kræft meget tidligere, men jeg fik det heldigvis først da mine børn var store, og jeg med fred kunne have forladt denne verden, velvidende at de nok skulle klare sig.

  2. Jeg fandt modet (og det var den sværeste beslutning i mit liv med to små børn) til at blive skilt, og begive mig ud på en vej, hvor jeg efterhånden godt kan sige, at jeg har fundet MIN vej og mit livsformål. Jeg lever mit liv til fulde, og gør alt det gode jeg kan for mig selv og andre. Og ja, det er nødt til at være i den rækkefølge, fordi jeg må tage hensyn til min krop, der fordrer mange små pauser og et fleksjob, der giver mulighed for planlægning efter hvordan kroppen har det.

Hvad man kan gøre, når man føler frygt

Når frygtfølelsen dukker op er der to ting at gøre:

Forberedelse

kompas2Gennem forberedelse kan jeg undgå smerter. F.eks. ved jeg, at på dage, hvor jeg laver massager må lægge mig på briksen i pauserne og give min krop ro, også selvom mit hoved tit har lyst til noget helt andet.

Jeg har en fast rutine i både meditation, øvelser, træning, kost og behandlinger, der alt sammen er med til at holde min krop så sund og god som over hovedet muligt.   
Når jeg skal til kontrol for kræft er jeg altid forberedt på det værste (det ligner ellers ikke mig). Samtidig fylder jeg mig selv med tillid til, at alt er ok – med eller uden kræft.

Men allermest drejer forberedelse for mig om, at forberede mig indadtil, ved i min daglige meditationspraksis at nære min indre styrke og se mig selv som det helt unikke væsen jeg er – med og uden den ene eller anden sygdom. DET er der ingen eller intet, der kan tage fra mig.

Hvad er det værste, der kan ske?

Hvordan ser man i øjnene at man måske er nødt til at lægge hele sit liv om, at man for evigt skal være udfordret og anderledes, eller at man sandsynligvis skal dø om lidt?
Det var der for mig ét svar på: Vær med det, der er! Hvad kan man andet? Min erfaring siger mig, at det øjeblik man overgiver sig til det der er, så kan der ske mirakler. Det var i det øjeblik, at jeg i hver en celle overgav mig til, at jeg havde kræft i hele bughulen, og det var ok, at den kritiske inoperative kræft i min lever slap sit tag (jeg mærkede det helt bogstaveligt). Lægerne var meget forundret….

I mange år handlede min torticollis om at skjule, at jeg havde en skæv nakke, og prøve at se normal ud. Jeg har ikke opgivet tanken om, at jeg måske også en dag kan nå dertil, men lige nu lever jeg med torticollis, og det gør jeg så. Det er ok, så længe jeg ikke har for mange smerter. Det er dog afgørende at fortsætte med træning, afgiftning, stræk m.v. for at finde vejen ud af den belastning det er. Jeg giver ikke op, men jeg rummer det fra et andet sted end jeg gjorde tidligere.

43724183 325724531310443 2932211857022255104 nIgen er det taknemmeligheden der fylder mig op. Både min skæve nakke, og min genfejl der har givet mig kræft, har givet mig så uendelig meget her i livet. Det var min nakke, der gav signaler om, at jeg måtte ændre min livssituation og blive skilt, og fik mig på rette spor i mit liv, så jeg kunne gøre en stor forskel – både for mig selv og også alle dem, der kommer til mig som klienter eller på mine kurser.

Kræften har lært alt om livsglæde og virkelige venskaber og især, at der altid er det til én som man har brug for. Det har lært mig, at jeg aldrig er alene – måske er det derfor flere læger, sygeplejersker og andre patienter har kigget forundret på mig og givet indtryk af, at jeg godt nok var stærk. I alle svære situationer har jeg aldrig været alene. Dels fordi jeg har haft min vidunderlige mand med mig, men også fordi jeg føler mig forbundet til hele mit netværk, der har været med mig hver gang. Et sjovt eksempel: Hver gang jeg skal skannes og tjekkes for kræft, ligger jeg der og den store CT-skanner start op som en jet motor. Når den starter, så ”tænder jeg for netværket”, og alle mine støtter er der med det samme, og passer på mig. Det lyder måske underligt, men det virker og på den måde bliver selv en angstprovokerende CT-skanning nærmest en forunderlig oplevelse.

Livet er fuld af muligheder for at fare vild og havne i ”fængsel”. Jeg tror, at det er meget få, der ikke bliver kast ud i én eller flere store angstprovokerende oplevelser i deres liv. Når man havner i sygdomsfængsel, må man først finde sin motivation til ”at komme ud af sygesengen”, og det kan holde SÅ hårdt. Det nemmeste er, at blive liggende og blive ét offer i sit eget liv. Dette er sagt med den største respekt for, at ikke alle har ressourcerne til andet. Når man så er kommet ud af sengen, skal man finde nøglebundtet, som er godt gemt, og herefter den rette nøgle til den indre frihed og livsglæde.

Måske bliver man senere i livet dårlig igen, men det bliver nemmere at rejse sig og finde den rette nøgle, fordi man nu kender vejen. Det ved jeg om nogen!
Jeg håber, at denne artikel kan sprede håb og livsglæde, for det er lige præcis også det der er min inderste livsvision.

“No dark fate determines the future. We do. Each day and each moment, we are able to create and re-create our lives and the very quality of human live on our planet. This is the power we wield. “
Dalai Lama an Desmond Tuto: “The book of joy”

Tak til alle de fantastiske mennesker jeg har mødt på min vej, og som på hver deres måde har medvirket til at jeg kan være her lidt endnu for min familie og gå ud I verden og dele af de erfaringer jeg har gjort mig. Det glæder jeg mig inderligt over hver eneste dag.

Life is good

Åbningstider

Mandag:  12.00 - 18.00

Tirsdag: 12.30 - 19.00

Onsdag: Lukket

Tordag: 10.00 - 18.00

Fredag: 10.00 - 17.00

Finder du ikke den tid du søger, eller har du brug for en akuttid, så ring eller skriv.

Træffes kun efter aftale.

 

nordlys logo