Forside » Massagekurser og efteruddannelse » Gravidmassage 1 (RAB-godkendt)

Gravidmassage 1 (RAB-godkendt)

At arbejde med massage til gravide er noget af det mest givende. På samme tid giver man massage til to mennesker. De gravide sætter stor pris på at komme i trygge og kompetente hænder, at kunne overgive sig, slappe af, få en pause, hvor de kan nyde sig selv og samværet med baby.

På to dage lærer du at give en fuld massage til en gravid på en måde, så den gravide er afslappet, næret og tilfreds.

Kursusindhold
– Hvad sker der i en gravid krop, og hvilke hensyn skal tages?
– Hvad skal man være opmærksom på, når man laver massage til gravide (kontraindikationer)
– Principper for gravidmassage
– Typiske graviditetsgener
– Hvordan lejrer man en gravid bedst?
– Specielle hensyn og justeringer – hvordan navigerer man i alle undtagelserne
– Du får et samtaleskema med hjem, som du kan bruge som støtte i mødet med de gravide
– Du modtager et gennemarbejdet og omfattende kursusmateriale, incl. beskrivelse af massagerne.
– Du ser, modtager og giver to massager: En fuld gravidmassage og en gravidmassage i sideleje.
– Kurset sluttes så vidt muligt med, at du giver massage til en gravid. Vi samler op på oplevelsen sammen efterfølgende.

Forudsætninger: Uddannet massør/massageterapeut eller anden relevant uddannelse,

Dette kursus giver adgang til Gravidmassage 2 – Behandlingsteknikker

Målgruppe

Massører, massageterapeuter eller andre kropsterapeuter, der har erfaring med massage.

Kursussted

Kurset afholdes enten i min klinik i Ballerup eller på Den Danske skole for Zoneterapi i Herlev.

Kursusdatoer 2026

16. – 17. juni i Ballerup
19. – 20. september Hos DDZ i Herlev

Der er en lille risiko for, at datoerne i Ballerup kan blive flyttet, så længe der ikke er nogen tilmeldinger. Så snart du tilmelder dig og betaler låses datoerne fast.
Kurset kan bestilles på selvvalgte datoer, hvis I er minimum 2 kursister. Vi finder en dato, og jeg slår kurset op.
Er I to, der ønsker kurset for jer selv (jeg slår ikke kurset op), er det muligt mod et tillæg på 50% af kursusprisen.

Kursus hos DDZ i Herlev

Du kan læse mere om tider og pris her

Kursus i Ballerup

Første dag kl. 10 – 18
Anden dag kl 9 – 17

Kursuspris

kr. 3.310 (Ballerup)

Praktisk

Det er desværre ikke muligt at spise frokost i kursuslokalet, men der er flere caféer lige ved døren samt et hyggelig bibliotek med en lille café.
Medbring noget at skrive på og med samt 2 lagener og 1 håndklæde.
Du får et gennemarbejdet kursusmateriale tilsendt inden kurset, så du har mulighed for at kigge det igennem og printe det. Vi bruger matererialet på kurset, så det er vigtigt du har det med.

Tilmelding og afbud til kursus i Ballerup

Du kan tilmelde dig på mail gt@gittetheil.dk. Herefter modtager du en faktura på det fulde beløb ved din tilmelding. Din tilmelding er endelig, når du har betalt det fulde beløb.
Afbud meldes på telefon 24847244 eller e-mail gt@gittetheil.dk.
Afbud kan ske indtil 1 måned før kurset, hvor kursusgebyret tilbagebetales (minus 300 kr. i administrationsgebyr). Sker afbud herefter tilbagebetales kursusgebyret ikke.
Ved sygdom tilbydes du at gentage kurset til 50% af kursusprisen.

Om underviseren

Jeg har behandlet gravide i ca. 18 år i min klinik. Jeg er uddannet massageterapeut fra Nordlys Centret i Silkeborg, hvor jeg også har taget kurser i gravidmassage 1+2 og den svære efterfødselssamtale hos en jordemoder. Jeg har en uddannelse som fødselshjælper (doula). Hertil kommer løbende supervision hos en osteopat gennem mange år og sparring med dygtige kolleger. Alt materiale er tjekket igennem af en praktiserende jordemoder, så du får den mest opdaterede viden.

Det er et felt man aldrig bliver “færdiguddannet” i, og det er også et levende felt i konstant bevægelse.

Den første halvdel af min karriere har jeg arbejdet i HR, bl.a. med mennesker i kriser. En graviditet og fødsel er glædeligt, men det er helt almindeligt, at man støder ind i små eller større kriser undervejs. Mange ting ændrer sig; parfoldet, kroppen, relationer i familien, osv. Kort sagt kan der være mange ting i spil, også selvom alt går godt.

Al den glæde jeg har med gravide. De føler sig hjulpet, måske får de bedre fødsler, bliver støttet i moderskabet og får måske en bedre start på livet sammen som familie. De vender tilbage, når de bliver gravide igen, eller når de står i en livskrise. Måske barnet kommer igen, når det bliver lidt større og fortsætter med at komme til massage sammen med mor, indtil de bliver store. Der er så mange skønne muligheder i dette felt.

Hvis du vil se, hvordan mine tilbud til kommende og nybagte mødre ser ud, så kig her

RAB-godkendelse

Kurset er forhåndsgodkendt som RAB-efteruddannelse i flere behandlerforeninger.