Efterfødselsmassage
Tiden på barsel er en tid, hvor du i høj grad drager omsorg for andre end dig selv. Din krop har desuden været lidt af hvert igennem i både graviditeten og fødslen.
Massagen får dig til slappe af og fylder dig med ny energi . Har du smerter i f.eks. skuldre/nakke, behandler jeg det undervejs.
Det er forskelligt, om man vælger at have den lille med eller ej. Nogle klienter har brug for et lille pusterum, hvor de mærker sig selv, måske får snakket fødslen igennem, og kan gå tilbage til familen med nyt overskud. Massagen kan også foregå i stilhed.
For andre er det vigtigt, at have den lille med. Det er ikke altid de små sover, men vi plejer at finde ud af det. Den lille kan fint være med på briksen. Nogen kan endda amme deres barn, mens de får massage (det er ikke alle der kan det). Nogen vælger at have én med, der går en tur med barnevognen, mens mor får massage.
Hvad du vælger, er helt op til dig. Jeg tror godt jeg kan skrive, at alt kan lade sig gøre hos mig. Det vigtigste er, at du har det godt med det, og at I har aftalt, hvad planen er, hvis det går skævt med pasningen. I de rammer kan du bedre trygt slappe af og nyde din egen stund fuldt ud.
Hvis du har dit barn med, må du forvente en anden oplevelse end, hvis du har gået hos mig, da du var gravid, hvor du kunne få en fuld kropsmassage i fred og ro. Det er ofte det muliges kunst, hvor jeg, i samråd med dig, tilpasser massagen, så I begge får en god oplevelse.
Du modtager massage på en briks, hvor der er speciel plads til “ammebryster”.
Du kan vælge at få en fuld kropsmassage eller en massage, hvor der sættes ekstra ind på læn, ryg, skuldre, nakke og arme. Du skal afsætte ca. en time (incl. en kort samtale og omklædning). Ønsker du en længere massage kan du booke en “massage plus”.
Jeg er uddannet specielt til at give massage til kvinder, der lige har født og er i øvrigt også uddannet fødselshjælper (doula), så jeg ved hvad kroppen har brug for, og har forudsætningerne for at tale om fødselsoplevelser, hvis du har brug for det.
Er du så uheldig, at være havnet et svært sted, og måske endda i en fødselsdepression, så er massagen noget af det der kan hjælpe rigtig godt. Du mærker din krop igen, og bringes stille og roligt tilbage til dig selv. Jeg har gode erfaringer med støtte ind i det felt. Book gerne 5 kvarter første gang du kommer, så vi har god tid til at vende det hele.
En nybagt mor med en 3 uger gammel pige kom med amningenproblemer. Massagen satte gang i nedløbsreflekset (som det også gjorde med hendes sidste barn), mens hun fik massage og lå og ammede den lille. Til slut skulle hun bare lige et øjeblik på maven, og da den lille var faldet i søvn efter et overdådigt måltid, så blev det løsningen.
Efterfødselsmassage én time – Pris: 750 kr.
Læs om klippekort her
Efterfødselsmassage Plus 5 kvarter – Pris: 925 kr.
Læs mere om klippekort her