Supervision og klinikpraktik
At arbejde med at dygtiggøre sig, når man har klienter, er en evig opgave og process. Ud over efteruddannelseskurser er både supervision og at være i praktik en mulighed, så du kan vokse sammen med dit klientarbejde. Vi arbejdet både med faglighed, dine egne “stopklodser” eller udfordringer, eller hvad end der skal til, for at du bliver og vedbliver med at være så god en behandler som muligt. På den måde bliver du også et forbillede for dine klienter.
Supervision
Jeg tilbyder supervision til behandlere som er under uddannelserne på Nordlys, men også til erfarne behandlere fra Nordlys og uden for Nordlys. Det kan være komplicerede klienter, ubehagelige oplevelser m.v. eller måske du har brug for sparring på en stressklient, en gravid eller andet som er inden for mine specialer. Jeg går selv løbende til supervision, og det er naturligt for for mig for at holde mig stærk og skarp på min faglighed og min egen udvikling.
Jeg afsætter 1 time til vores møde og 15 min til forberedelse.
Pris 920 kr.
Sådan forbereder du dig til en supervision hos mig
2 dage før en aftalt session sender du mig en mail med de temaer/problematikker, du ønsker at få supervision på, så jeg har mulighed for at forberede mig til vores møde. Omfang fra 5-10 linjer eller max ½ side sendes til: gt@gittetheil.dk.
Jeg laver ikke supervision uden forberedelse. Har du ikke fremsendt din mail senest 2 dage før vores planlagte møde, betragtes det som et afbud og sessionen skal betales.
Afbud senest 24 timer før sessionen uden beregning. Herefter betales sessionen.
Klinikpraktik
Supervision er samtaler, hvor vi kan vende alt det du har brug for til at blive en god terapeut. Som alternativ eller supplement kan du også komme i praktik i 3½ time med 2 klienter, som enten du eller jeg finder.
Vi drøfter klientens problematikker sammen med klienten (den indledende samtale), du eller jeg giver behandling, og vi samler op sammen efterfølgende, når klienten har klædt om, betalt og har sat et par ord på massagen.
Pris: 2.500 kr.
Ring til mig, hvis du er interesseret. Så aftaler vi, hvordan det passer til dig og de ting, som du gerne vil blive dygtigere til.
Jeg har ca. 17 års erfaring med massage, behandling og drift af egen klinik.
Jeg har mange forskellige slags klienter, og kan bevæge mig ud på mange forskellige områder. Her er nogle eksempler på de største områder i mit arbejde:
Specifikt udgør de gravide omkring en fjerdedel af mine kunder, og dem har jeg 15 års erfaring med. Jeg arbejder med specifikke behandlingsteknikker til graviditetsproblematikker.
Stress- og kriseramte har jeg også en hel del af. De kommer i forskellige udgaver. At arbejde på denne scene kræver en helt speciel tilgang, som så til gengæld virker rigtig godt og er et bedre alternativ end langt det meste man tilbydes i øvrigt til mennesker, der står dér. Jeg har arbejdet med mennesker i krise og stress hele mit arbejdsliv.
Jeg er nok Danmarks førende alternative behandler ind i nervesygdommen dystoni. Jeg kender derfor til neuroplastisk arbejde og til at have en ubalance i hjerne og fejle en kronisk sygdom, som er kompleks og kan være nedslående at leve med. Her handler det i mange tilfælde om at “danse med nervesystemet” ud over en stor portion faglig viden.
Massage til kræftramte er også ét af mine specialer, og jeg har også mine helt egne erfaringer herfra. Alle kan få kræft, også klienter der kommer regelmæssigt. Derfor er det også min holdning, at alle gode terapeuter/massører bør have noget viden fra denne skuffe. Udover klienterfaringer, har jeg selv mine egne erfaringer at bygge på fra en verden, der er utrolig rå og svær at færdes i.
Måden jeg selv er blevet dygtigere på er i en skøn cocktail af studie, praktik, supervision og fantastiske læremestre.